Mads rejste til Mellemøsten: “Jeg skulle genfinde min lyst til at udforske” 

Mads tog i 2021 på en halvanden måneders lang rejse til Mellemøsten for at genfinde sin opdagelseslyst og sin passion for fotografi. Rejsen startede i Beirut, hvor han skulle møde nye mennesker.   

Af Felix Theodor Jakobsen Kjær, journaliststuderende på DMJX. 

Et par dage før nytårsaften 2021 stiger Mads Øland-Petersen på et fly med kurs mod Beirut i Libanon.  

Han har brug for at komme væk fra det hele. Han har slået op med kæresten og er droppet ud af sit studie på Københavns Universitet.  

Han beskriver selv øjeblikket som et vendepunkt i sit liv. Mads har altid gerne villet se Mellemøsten, og derfor virkede det som det naturlige valg. 

“Mellemøsten har altid været sådan lidt et mystisk sted for mig. Mellemøsten har altid trukket i mig. Jeg har altid vidst at jeg ville derned på et eller andet tidspunkt.” 

Da Mads landede i Beirut, blev han overvældet. Han beskriver det selv, som surrealistisk at stå et sted, han kun har læst om i bøger og set på fjernsynet. Indtryk ramte ham som et godstog. 

“Det er så anderledes en del af verden, og det kan man mærke allerede, når man lander. Folkene ser selvfølgelig anderledes ud, kulturen er en helt anden og alting står på et helt andet sprog.” 

Mads kan også huske spændingen ved ikke at vide, hvad der skulle ske det næste stykke tid. 

“Jeg havde ikke købt en billet hjem.”  

Mads sprang ikke ud i blinde. 

Allerede hjemmefra havde Mads fundet et par, han kunne bo hos.  

Parret bestod af en mand og kone, der var i gang med at bygge et vandrehjem for rejsende som Mads.  

Manden, der var Libaneser og i halvtredserne. Kunne fortælle en masse om, hvordan Libanon havde udviklet sig som land, fra dengang han var barn til nu.  

“Han sagde noget, der slog mig. Han kunne godt mærke, at han blev ældre, men at det faktisk ikke gjorde noget, for så glemte han alt det der var dårligt i landet.” 

Mads lagde også mærke til konen. 

“Konen var faktisk 20 år yngre end ham. Hun rejste selv dertil på backpackerrejse året forinden og af uransalige årsager blev de gift.” 

Der gik ikke mere end en måned fra at parret mødtes, til de blev gift, og nu bestyrer de et vandrehjem sammen. Mads beskriver parret som åbne og imødekommende, og trækker det faktisk ud til at dække alle dem, han mødte på sin rejse.  

“Jeg mødte faktisk ikke en eneste, som var ude på noget dårligt.” 

På vandrehjemmet boede der også andre unge som Mads. Han begyndte at rejse rundt i Libanon sammen med dem. 

Mads har også et godt råd til rejsende.  

Mads har selv haft overvejende succes med couchsurfing appen og anbefaler varmt at andre rejsende også bruger den. Couchsurfing er en app, eller hjemmeside, der sætter rejsende i kontakt med lokale verden over.  

“I stedet for at bo på hotel på sådan nogle rejser. Så er det meget mere interessant at bo hos lokale.”  

Men hvordan skal man begå sig? Mads anbefaler, at man er smilede og åben overfor nye oplevelser. Han nævner dog også, at man altid kan møde brodne kar, og at det derfor er vigtigt at bruge sin sunde fornuft.  

“Du kan typisk mærke på en person, om det er online eller ansigt til ansigt, om det er en reel person eller om de er ude på noget.”  

Mads rejse i Mellemøsten varede halvanden måned og førte ham også videre til Irak, hvor han også havde en masse spændende oplevelser.  

Når Mads kigger tilbage, er han glad for sin rejse og muligheden, den gav ham, for at møde nye kulturer, mennesker og steder, han altid havde drømt om.  

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *